Michael Falch Solo

Efter et højspændt år med MALURTs gnistrende rock og store show på bandets definitive afskedsturné fortsætter Michael Falch i 2023 ene mand ud på en akustisk solotur. Det er ved at være nogle år siden, han gjorde det sidst, for inden MALURT-eventyret turnerede han både med DÉT BAND og med sin poetiske trio.

I foråret 2023 pakker han imidlertid atter sine akustiske guitarer og drager på en omfattende turné, der bringer ham både til Det kongelige Teater og en række andre gode spillesteder rundt i landet. Michael Falch kommer med livshistorier og sange, der nu på 5. årti giver deres særlige vinkler på menneskers vilkår og følelser her i vores land uden høje bjerge.

Falchens solokoncerter er berømmede for deres enestående nærvær, og selv om den garvede performer nu skruer helt ned for den fysiske vildskab på scenen, kommer der ikke til at mangle intensitet. Michael Falch kan nemlig øse af et sangkatalog, der hører til blandt Danmarks mest betydningsfulde. Samtidig har han gennem årene styrket sin klangbund i et forfatterskab, der efterhånden er oppe på seks dybt personlige bogudgivelser.

Hans soloshows veksler mellem løssluppen hjertelighed og intens alvor i fortællinger og sange, der viser, at han også ene mand kan få enhver sal til at grine og græde, synge og gynge.