MALURT BLIVER GENDANNET!!

I aftes spillede Michael Falch en udsolgt akustisk solokoncert på Det Kongelige Teater. Da han nåede til første ekstranummer, Mød mig i Mørket, fik publikum sig en gedigen overraskelse, for pludselig stod hele MALURT på scenen og gav et kort sæt for fuld udblæsning. Som om det ikke var overraskelse nok, annoncerede Michael Falch, at MALURT bliver gendannet i 2020.

 

Danske rockelskere har drømt om det i umindelige tider, og nu sker det: “MALURT kører bandbussen ud af langtidsparkeringen”, meddeler gruppens frontmand Michael Falch. “Vi gør det i anledning af 40-året for vores debut med Kold Krig fra 1980, og det sker i form af en eksklusiv forårstur i 2020”, fortsætter Falchen.

Der bliver tale om 8 venues, og billetterne kommer til salg fredag den 1. marts kl. 10.

 

“Vi stiller op i Mød mig i Mørket-formationen”, oplyser Falch. Med Christian Arendt, Pete Repete, Peter Mors og Dia Nielsen og Michael Falch var det den udgave af bandet, der ved hundredevis af sveddryppende rockshows i årene frem til 1984 gjorde MALURT til et af landets største rocknavne. Det var også denne konstellation, som musikjournalisten Torben Bille og fotografen Søren Svendsen portrætterede i bogen om MALURT på turné, Når bare rocken ruller, fra 1983.
Det er ikke mindst som live-act, at MALURT er gået over i dansk rockhistorie i ånden fra Bruce Springsteen, The Clash og Neil Young. Det er også udelukkende som live-navn, bandet vender tilbage i 2020, og det bliver helt og aldeles uden det ellers meget udbredte moderne fifleri med clicktracks og forudindspillede backtracks. Det bliver råt og uforfalsket. Den ægte vare.

 

De senere år har vist en Michael Falch, som i eget navn har oplevet en fantastisk optur med en enestående kreativitet, overraskende udgivelser, udsolgte huse overalt, vitale koncerter såvel solo som med DÉT BAND. Nu sætter han sin blomstrende solokarriere på pause for at vende tilbage til udgangspunktet med MALURT.

Om gendannelsen fortæller Falchen: “Vi fulgtes alle fem sammen til Parken, sidst The Rolling Stones var på besøg. Mens vi stod der, viste det sig, at vi kollektivt blev ramt af en brændende lyst til at mærke den der specielle MALURT-ånd igen. Vi spurgte hinanden, om vi gamle blodsbrødre mon kunne nå at realisere det, mens det er tid, og alle mand stadig er i fuld vigør? Og om vi så også var villige til at betale prisen for at komme helt op i omdrejninger igen og få det til at blive til virkelighed. Det gav vi hinanden hånden på, og vi tillader os at tro på, at det også ville glæde mange andre derude.”

 

MALURT-folkene er gået i intensiv træningslejr, og der bankes nu rust og trimmes både musikalsk og fysisk. Michael Falch vil i 2020 blive flankeret af guitaristen Christian “Kedde” Arendt, som han begyndte at spille sammen med som 13-årlig i Tønder, og som i 1977 hjalp Falch med at danne MALURT i Folkets Hus på Jagtvej 69 på Nørrebro. Den anden medstifter af bandet, Peter Mors, er naturligvis på trommer; bassisten er som altid Dia Nielsen, og tangenterne ligger selvfølgelig i hænderne på Pete Repete.

Sammen med Michael Falch er Pete Repete det eneste af gruppens medlemmer, der fortsatte som professionel musiker efter den såkaldte ‘langtidsparkering’ af MALURT i sin tid. Christian Arendt har jævnligt optrådt som musiker, men har i årenes løb især skabt sig et navn i det fynske som musiklærer med en særlig evne til at motivere unge til at spille rock. Peter Mors arbejder som tvfotograf på TV2 Bornholm, mens Dia Nielsen til daglig fungerer som it-arkitekt i en nordsjællandsk kommune. Nu stiller alle mand igen om til rock’n’roll. Stenalderen er tilbage i dansk rock!

 

Michael Falch udtaler: “MALURT betragter præmissen for comeback’et som rendyrket nostalgi. Der er intet nyt under solen. Kun alle de gamle sange. Vi skal ikke ud og bide skeer med tidsånden. Det er bare gammelt venskab med eventyrlyst, men vi brænder til gengæld for det”. Ikke desto mindre klinger titlerne på MALURTs vitale klassikere stadig forbløffende aktuelle – Kold Krig, Superlove, Mød mig i Mørket, Spøgelser, Black-out, Neonsolen, CPR, Den eneste i Verden, Sort Søndag og Lev stærkt…

 

Vi ses igen var titlen på den publikumsfavorit, som MALURT altid afsluttede deres rockshows med. Nu holder de så, hvad de lovede dengang, og det øjeblik har gamle fans ventet længe på – og også de, der i sin tid var for unge eller slet ikke var født endnu får nu chancen for at opleve MALURTånden live.

MALURT har gennem tiden været lydspor til blod, sved og tårer, store doser romantik og til mange både mørke og lykkelige stunder. Det er tid til at finde cowboyjakken frem fra gemmerne igen! Et legendarisk dansk rockband er vækket til live og er på vej tilbage til et nyt eventyr i skinbarlig nutid.

 

SE MEGET MERE HER
ELLER TRYK HER OG FØLG BANDET PÅ FACEBOOK