Lis Sørensen modtager Ærespris

I torsdags modtog Lis Sørensen Danish Music Awards’ Ærespris for sit bidrag til dansk musik – en af de største hædersbevisninger i dansk kulturliv!
Prisen er ikke bare en foreløbig kulmination på en menneskealder i dansk musik, men også på et par intense år.

For i 2018 besluttede Lis Sørensen at sige ja til ting, hun tidligere havde takket nej til. Det førte til en stribe aktiviteter omkring den danske sangerinde. Hun deltog i ’Toppen af poppen’, hun spillede for hundredetusinder af mennesker med Anne Linnet og Sanne Salomonsen, og senest udgav hun sin selvbiografi ’Jeg er kommet for at synge’ – en bog, der fik fem stjerner i Berlingske og gik ind på bestsellerlisternes top-10.

Næste skridt for Lis Sørensen er at træde ind på sin hjemmebane: De danske spillesteder. 30. oktober begynder hun første del af sin omfattende danmarksturné. Den fokuserer på intime spillesteder, mens anden del, der lægger fra land sidst i januar 2020, sender hende ud i de større musikhuse.

Samtidig er Lis Sørensen i gang med at skabe sangene til et kommende album. Så foruden klassikere som ’Stille før storm’, ’Indtil dig igen’ og ’Verden er i farver’ kan man høre et nyt nummer.

Kaika Music ønsker Lis Sørensen et kæmpe stort tillykke med den flotte og ikke mindst fortjente pris!